

Nykøbing Sjælland sindsygehospital åbnede for patienter i 1915. Hospitalet var bygget som et lukket samfund med bygninger spredt udover landskabet. Da Margrethe blev syg og ikke kunne få den tilstrækkelige hjælp på Roskilde Menighedssygehus blev hun overført til Nykøbing Sjælland sindsygehospital. Margrethe var patient nummer 225 på det nybyggede hospital.
Margrethes liv har aldrig været nemt, hun er et uægte barn, og kommer i pleje hos farens onkel og hustru i Annisse. Da hun er 16 år bliver hun gravid med den 10 år ældre Mathias barn. De bliver derfor gift og Margrethe får i alt 9 børn sammen. I 1916 bryder Margrethe sammen, hun kan ikke mere. Hun drømmer om at flytte væk fra Mathias, ind til søstrene i København. Og så vil hun gerne have sine børn, eller i det mindste få lov til at se dem. Hendes yngste, Svend, er blot en baby, da hun bliver indlagt. Men Margrethe kommer aldrig hjem, hun dør på hospitalet, kun 38 år gammel.
Mathias fra Vejby var gift med Margrethe, og ifølge overleveringer fra familien, så var det ham som gjorde Margrethe syg. Hans beslutninger igennem livet medfødte smerte og tab i familien, men hvad formede Mathias?
Han blev født på Vejby mark i "Eensteenbakkehuse", et arvefæstehus. Da han er 5 år køber faderen Ole Sørensen arvefæstegården i Holløselund og familien flytter. Parcellen i Holløselund var oprindeligt ejet af farfaderen Søren Olsen, og kortvarigt af dennes anden søn Jens Sørensen. Familien virker plaget af det hårde liv og der er familie- og nabokonflikter, som kan spores i dokumenter i dag.
26-årige Ole Sørensen fra Annisse er en af de mange menige danske soldater der falder i Fredericia den 6. juli 1849.
27-årige Jørgen Larsen fra Tisvilde er en menig soldat i slaget ved Dybbøl. Han er en del af 2. regiment, som holder venstre fløj af skansen, da tyskerne stormer. Efter 1/2 time er 80% af soldaterne i 2. regiment dræbte, sårede eller taget til fange. Jørgen Larsens krop bliver aldrig fundet.Begge unge mænd efterlader en lille familie. Ole når aldrig at møde sit første og eneste barn. Jørgens søn er endnu ikke fyldt 6 år.
Jens Christian og hans svigerbror Valdemar Schoustrup er begge sømænd, og de sejler mens Danmark er i krig.
Det norske skib Fido sænkes den 20. juni 1917 af tyskerne, men besætningen inklusiv matrosen Jens Christian overlever i en redningsbåd. Valdemar overlever ikke, da danske Minsk sænkes ud fra den skotske kyst den 19. marts 1940.
Da familien er truet under den tyske besættelse, vælger Jens Christian, der nu er kaptajn, at sejle for DFDS og smugle familie og andre danske jøder til Sverige.
I min familie talte man ikke for højt om fætter Viggo. Nu har jeg fundet foto, hvor min mor har skrevet hans navn. Og et brev, hvor episoden i Valdemarsgade beskrives. Viggo var min mormors fætter. Mine oldeforældre flyttede til København og det gjorde Viggo og hans søskende også. De holdt sammen. Dagen før Danmark blev besat var han til konfirmation i min familie. Han sidder mellem min mormor og hendes bedste veninde, min morfars yndige kusine Annelise, hvis far var jøde. Mens Annelise endte med at måtte flygte til Sverige, så begyndte Viggo at arbejde for besættelsesmagten.
I starten af 1945 bliver Viggo opdaget af en vred folkemængde og tyskerne måtte redde den forslåede Viggo fra at blive tævet ihjel. De tog ham med til Shellhuset. I breve kan jeg læse, at dette har været nævnt i den engelske radio og jeg kan genfinde episoden i den illegale presse, hvor han bliver kaldt en stikker. Men hvad blev Viggo i sin tid dømt for? Hvordan gik hans ophold i Fårhuslejren? Og hvorfor blev han dræbt den 2. januar 1947, kort tid efter han var kommet ud?