Bogbindere i Danmark
I starten blev den enkelte bog skrevet i hånden. I Danmark har der kun undtagelsesvis været tale om bogsalg, bøger var forundt de gejstlige, de kongelige og de få. Bøger blev skrevet og indbundet indenfor klostermurerne af enkelte oplærte mænd. Efter introduktionen af bogtrykkerkunsten blev bøger spredt ud i nye lag af samfundet og det blev et folkeeje. To nye selvstændige håndværk opstod, bogtrykkere og bogbindere, væk fra kirkens kontrol.
Bogbinderen bandt kalve- eller svineskind på et underlag af træ og bindet blev dekoreret med lædersnit eller blindtryk. Lædersnit blev udført i frihånd i vådt læder og krævede megen øvelse, tålmodighed og kunstnerisk evne. De tyske bogbindere anvendte oftest blindtrykket og dette kom herfra til Danmark. Det er et tryk med stempler, som blev spredt over bindet efter en geometrisk opdeling.
Bogbindere måtte i starten tage rundt for at sælge deres bøger, der var ikke nok købere i en købstad, så de blev også handlende. De kunne leje sig ind i kirken og sælge bøger herfra. Dette blev dog til tider for meget, da bogbinderne ønskede at aflåse for at beskytte deres bøger og dermed afskar befolkningen for at besøge kirken. I starten blev bogbindingen især udført på opfordring, hvor køberen kom med de trykte papirer og indbindingsmaterialet, så aflønningen blot var for bogbindingen.
Håndværksmestre, svende og lærlinge blev organiserede i laug i København i 1646, Odense i 1694, Slesvig 1656, Tønder 1732. Bogbindere i mindre byer, og i Norge, kunne indføre sig i København og dermed få godkendt deres svende. Der var således fælles regler o traditioner, afgifter til fælleskasse og fattigkasse, og der blev skrevet lærlingekontrakter. Når lærlingen efter 4-6 års uddannelse blev løsgivet kunne han kalde sig svend.
Bogbindere udgav senere også skolebøger, skoleartikler som regneopgaver, skillingeviser og bøger til skipperen, når han var i land mm.. Enker havde mulighed for at fortsætte bogbinder-virksomheden, som f.eks. Triblers enke, Elisabeth Margrethe Tribler. Af gamle aviser kan det ses, at hun forstår det gode salg med flere forskellige muligheder for salmebogen end hos konkurrenten. At hun køber rettigheder, som her til Tidemands regnebøger. Og selvfølgelig altid til en god pris!
Kilder:
Danmarks Bogbindere gennem 400 Aar, Carl P. Nielsen og R. Berg, Bogbinderlauget i Kjøbenhavn, 1926.
Bogbindere i Danmark 1 Storkøbenhavn A-H, Leif Iwersen og Michael Kristensen, Dansk Forening for Bogbind, 2023
Immigranterne
Liebe fra Leipzig
Liebe slægten er oprindeligt en tysk adelslægt. I 1600-tallet kommer to mænd til Danmark, de er formentligt brødre, boghandler Johann Melchior Liebe og bogbinder Jacob Liebe.
Johan Melchior Liebe er universitetsboghandler fra 1683 til sin død i 1711. Han præger sammen med sine kollegaer den danske boghandel og forlagsverden.
Jacob Liebe (1656-1725) bliver udlært af Johan Kruuse i 1689 København, han flytter til Odense og bliver tildelt borgerskab der. I 1694 starter han sammen med 3 andre mænd Odense bogbinderlav. Bogbinder Liebe gifter sig med Lisbeth Behm og de får sønnen Johan Daniel Liebe der etablerer sig som bogbinder i Odense. Jacob forsøger at etablere sig i Haderslev som bogbinder, dette lykkedes ikke, og i 1698 flytter han til København. Han gifter sig igen, efter at have mistet Lisbeth med Anne Margrethe Schlichtkrull og deres søn Georg Julius Liebe bliver hofbogbinder.
Schütz
Johann Wilhelm Schütz er født i Celle og kommer fra Neumünster til Danmark som ca. 30 årig. Han er kortvarig svend indtil 1737, hvor han også tildeles borgerskab.
Tribler fra Göteborg
Johannes Tribler kommer til København i 1756 fra Halmstad, hvor han er uddannet som bogbinder hos broderen bogbindermester David Tribler. Broderen bogbindersvend Gabriel Tribler er allerede flyttet til København, men må opgive faget og kommer i stedet ind i militæret. De er født i Gøteborg, hvor faderen er klædesmager, oldermand og ansat på en klædefabrik.
I 1764 bliver Johannes tildelt borgerskab i København og året efter gifter han sig med Anna Catharina Schütz, som også er af bogbinderslægt. Han har indbundet bøger for det kongelige bibliotek, men også taget til Købstæder som Hillerød, Næstved, Ringsted, Roskilde, Slagelse, Sorø mm. for at sælge bøger. Sønnen Johan Friderich Tribler, som bliver medlem af bogbinderlauget, modtager borgerskab og overtager virksomheden i 1799. Hans enke, Elisabeth Margrethe Tribler, driver virksomheden videre efter hans død. I hendes senere år gøres dette med hjælp af sønnen bogbindermester P. W. Tribler, som senere overtager værkstedet. Dennes søn, J. F. W. Tribler, overtager i 1855, hvor han også tildeles borgerskab.
Triblerslægten levede ikke kun af at indbinde bøger, de solgte også mere folkelige varer som folkebøger, skolebøger, skrivehæfter og skillingeviser. Hvor sidstnævnte ikke har været videre velsete i mere belæste cirkler. Tribler-viserne er let genkendelige i format og nummerering - hvilket hjalp på læserens samlemani. I sit virke opnår Triblers enke en sådan almen (almue) kulturel relevans, at hendes udgivelser nævnes efter hendes død af både Søren Kierkegaard og H. C. Andersen.
Det falder ham aldrig ind, at det er dog saa skjønt, at det sande Store er tilfælleds for Alle, at en Bondekarl gaaer hen til Triblers Enke eller til en Visekone paa Halmtorvet, og læser halvhøit for sig selv paa samme Tid som Göthe digter en Faust. [Om folkebogen om Faust-sagnet]
S. Kierkegaard: Enten-Eller, i kapitlet De umiddelbare erotiske Stadier, 1843
Kilder:
Bogbindere i Danmark 2 Storkøbenhavn I-O, Leif Iwersen og Michael Kristensen, Dansk Forening for Bogbind, 2023
Bogbindere i Danmark 3 Storkøbenhavn P-Å, Leif Iwersen og Michael Kristensen, Dansk Forening for Bogbind, 2023
Bøger og Boghandlere under Christian V, Ingrid Ilsøe
