I starten blev den enkelte bog skrevet i hånden. I Danmark har der kun undtagelsesvis været tale om bogsalg, bøger var forundt de gejstlige, de kongelige og de få. Bøger blev skrevet og indbundet indenfor klostermurerne af enkelte oplærte mænd. Efter introduktionen af bogtrykkerkunsten blev bøger spredt ud i nye lag af samfundet og det blev et folkeeje. To nye selvstændige håndværk opstod, bogtrykkere og bogbindere, væk fra kirkens kontrol.
Bogbinderen bandt kalve- eller svinskind på et underlag af træ og bindet blev dekoreret med lædersnit eller blindtryk. Lædersnit blev udført i frihånd i vådt læder og krævede megen øvelse, tålmodighed og kunstnerisk evne. De tyske bogbindere anvendte oftest blindtrykket og dette kom herfra til Danmark. Det er et tryk med stempler, som blev spredt over bindet efter en geometrisk opdeling.
Bogbindere måtte i starten tage rundt for at sælge deres bøger, der var ikke nok købere i en købstad, så de blev også handlende. De kunne leje sig ind i kirken og sælge bøger herfra. Dette blev dog til tider for meget, da bogbinderne ønskede at aflåse for at beskytte deres bøger og dermed afskar befolkningen for at besøge kirken. I starten blev bogbindingen især udført på opfordring, hvor køberen kom med de trykte papirer og indbindingsmaterialet, så aflønningen blot var for bogbindingen.
Håndværksmestre, svende og lærlinge blev organiserede i laug i København i 1646, Odense i 1694, Slesvig 1656, Tønder 1732. Bogbindere i mindre byer, og i Norge, kunne indføre sig i København og dermed få godkendt deres svende. Der var således fælles regler o traditioner, afgifter til fælleskasse og fattigkasse, og der blev skrevet lærlingekontrakter. Når lærlingen efter 4-6 års uddannelse blev løsgivet kunne han kalde sig svend.
Bogbindere udgav senere også skolebøger, skoleartikler som regneopgaver, skillingeviser og bøger til skipperen, når han var i land mm.. Enker havde mulighed for at fortsætte bogbinder-virksomheden, som f.eks. Triblers enke, Elisabeth Margrethe Tribler. Af gamle aviser kan det ses, at hun forstår det gode salg med flere forskellige muligheder for salmebogen end hos konkurrenten. At hun køber rettigheder, som her til Tidemands regnebøger. Og selvfølgelig altid til en god pris! Hun er så produktiv og almen kendt at hun efter sin død nævnes i dagbogen hos både H. C. Andersen (1836) og Kierkegaard (1839).
Kilder:
Danmarks Bogbindere gennem 400 Aar, Carl P. Nielsen og R. Berg, Bogbinderlauget i Kjøbenhavn, 1926.
Bogbindere i Danmark 1 Storkøbenhavn A-H, Leif Iwersen og Michael Kristensen, Dansk Forening for Bogbind, 2023
